Positivt halvårsregnskab for Berlingske Media

Det britiske medieselskab Mecom, som ejer Berlingske Media, har i dag offentliggjort gruppens halvårsregnskab for 2013. Berlingske Media-koncernens samlede omsætning i første halvår er på 1.304 mio. kroner, og det primære driftsresultat (EBITDA) ligger på 82 mio. kr.

Til sammenligning lå Berlingske Medias resultat for 1. halvår 2012 på 67 mio. kr. Halvårsresultatet er dermed øget med 22 procent i forhold til året før. I år har Berlingske Media også løftet overskudsgraden, så den nu ved dette års halvårsregnskab er steget til 2,7 procent.

For hele 2012 var det primære driftsresultat (EBITDA) på 179 mio. kr., hvilket var 35 mio. kr. under niveauet for 2011.

»Berlingske Media er økonomisk i en tilfredsstillende udvikling nu med et første halvår, der er bedre end sidste år. De økonomiske tilpasninger, vi har foretaget i foråret, har vist deres effekt. Samtidig er vores omsætningsfald på blad- og annoncesalg mindre end de foregående år, som generelt har været meget hårde for hele branchen. Vi oplever fortsat fremgang i antallet af digitale brugere og har ligeledes også vækst inden for vores andre forretningsområder, så der er grund til forsigtig optimisme,« siger koncernchef Lisbeth Knudsen.

De samlede månedlige brugertal for Berlingske Medias websites ligger i maj 2013 tre pct. over niveauet i samme måned sidste år. På mobilområdet ses en gennemsnitlig månedlig vækst i antallet af besøg på seks procent.

BTs mobilsite skiller sig ekstraordinært ud ved at have oplevet en vækst på 150 procent hen over hele året. Væksten gælder både antallet af mobile enheder, sidevisninger og besøg.

På printområdet tegner Berlingske Media sig fortsat for en stor markedsandel. Således dækker koncernens mange forskellige printmedier 38 pct. af den danske befolkning over 12 år.

Det fremgår af Mecoms halvårsmeddelelse, at selskabet fortsat er i gang med salgsprocessen i Holland og Danmark, og at der indtil videre er solgt værdier fra for 50 millioner euro til en gennemsnitlig værdisætning af 5,7 gange EBITDA, således at Mecoms samlede bankgæld nu er under 100 millioner euro.

Om salgsprocessen forklarer meddelelsen i øvrigt, at der fortsat er interesse i individuelle dele af Mecoms forretning, og at forhandlinger herom forventes afsluttet i tredje kvartal.

Dagens Gossip

Dagens TV