Post Danmark afviser at lukke alle landets posthuse

Sådan lyder det fra Jørgen Fischer, der er chef for Posthuse i Post Danmark. Lørdag skriver sn.dk ellers, at »Post Danmark vil lukke alle posthuse«.

Men det er en misforståelse, og der lukker ikke et posthus, uden at der åbner en postbutik i eksempelvis et supermarked, fastslår Jørgen Fischer.

»Vi har ingen planer om at lukke posthusene. Vi har tværtimod et ønske om at være så tilgængelige som muligt. Vi ønsker at give danskerne bedre åbningstider og gode muligheder for at aflevere og hente post,« siger han.

Bliv ven med Dagens.dk på Facebook - altid gratis nyheder

Der er i dag omkring 60 deciderede posthuse i Danmark. Hvordan det ser ud om fem år, har posthus-chefen ikke noget bud på.

»Det ved vi ikke. Men der vil være posthuse de steder, hvor det giver mening. Vi laver en vurdering fra sted til sted og ser, om vi kan lave et samarbejde med et lokalt supermarked, så vi kan åbne en postbutik.«

I 2012 nedlagde Post Danmark hver sjette postkasse, og med tiden er mange posthuse blevet afløst af postbutikker og ubemandede døgnposter, hvor danskerne selv kan hente deres pakker. Det har mødt kritik fra blandt andre Ældresagen, men Jørgen Fischer mener, det er en udvikling, der generelt er i borgernes interesse.

»Når vi ændrede strukturen på postkasserne, skyldtes det, at danskerne ikke længere sender så mange breve. Og så ønskede vi også at placere dem mere logisk. Pointen med postbutikkerne er at give adgang til længere åbningstider. Vi har udvidet antallet af steder, man kan sende og hente pakker i de senere år,« fastslår han.

Dagens Gossip