Post Danmark: Vores chauffører arbejder på danske vilkår

Skrevet af admin

19/06/2014

Mest læste i dag

Efter at transportminister Magnus Heunicke (S) i starten af juni var ude med riven efter statsejede Post Danmark, så virker det nu til, at ministerriven er blevet stillet på plads.

Det er i hvert fald meldingen fra bestyrelsesformand i PostNord, Jens Moberg, der torsdag har været til møde med Magnus Heunicke for at redegøre brugen af billig østeuropæisk arbejdskraft gennem underleverandører.

- Det var min oplevelse, at transportministeren synes, at vi havde et godt og produktivt møde, og at han var tilfreds med den redegørelse, som vi kom med, siger Jens Moberg.

Brugen af udenlandske chauffører er især kommet, efter at Post Danmark i 2009 fusionerede med det svenske postselskab - en fusion som går under navnet PostNord.

Fusionen har haft den betydning, at der er over 100 postterminaler rundt omkring i Norden, som chaufførerne ligger og kører rundt til.

- Det er sådan, at vi i dag har rigtig mange medarbejdere ansat og selv har en masse vogne, men derudover benytter vi i et vist omfang også underleverandører, siger Jens Moberg.

- Det er ikke mange, men vi har en håndfuld underleverandører, som vi benytter til transporter. Og med de aftaler, vi indgår i Danmark, så overholder vi selvsagt dansk lov og EU-lov.

- Vi går også skridtet videre og siger til vores underleverandører, at når vi laver aftaler med dem og deres chauffører, så skal det foregå under dansklignende ansættelsesforhold, tilføjer formanden.

Og det har Post Danmark gjort, understreger Jens Moberg understreger, som nævner, at der årligt bliver lavet kontroller.

Senest i 2013 kontrollerede Post Danmark sine underleverandører, og der havde man intet at bemærke.

- I år skal vi også lave en tilsvarende kontrol, og jeg forventer ikke, at der vil være noget at bemærke, siger Jens Moberg.

- Men hvis der skulle være noget at bemærke, så vil vores underleverandører få mulighed for at lave de ændringer, hvis det måtte være påkrævet.

- Det gælder for vores underleverandører, at hvis de ikke overholder den kontrakt, der bliver indgået, så vil vi selvfølgelig bede dem om at rette op på det. Og hvis de ikke gør det, så vil vi ophæve kontrakten, fortsætter han.

/ritzau/