Post Danmarks hjemmeside nede: Brand hos it-leverandør

Skrevet af admin

02/01/2014

Dagens topnyheder

Post Danmarks hjemmeside er torsdag morgen ramt af et sammenbrud som følge af en brand hos Post Danmarks it-leverandør i Sverige.

- Vi er kede af, at vores kunder bliver ramt af dette uheld, men der arbejdes på højtryk for at få systemerne i gang igen, siger Post Danmarks kommunikationschef, Morten O. Nielsen, i en pressemeddelelse.

På nuværende tidspunkt er det uvist, hvornår hjemmesiden er tilbage i fuld drift, oplyser han:

- Men det er vores håb, at vi får hjemmesiden i drift igen i løbet af dagen i dag.

Nedbruddet betyder, at danskerne ikke kan benytte funktioner som eksempelvis "track and trace" og "find os".

It-systemerne i produktionen i Danmark er ikke berørt af branden, og breve og pakker bliver således omdelt, som de plejer.

- Den gode nyhed er, at vores brev- og pakkecentre ikke er ramt af uheldet. Så vi får breve og pakker frem til kunderne, siger kommunikationschefen og tilføjer:

- Vi forsøger at finde en midlertidig løsning, hvor de mest efterspurgte funktioner bliver tilgængelige, indtil vi igen har hjemmesiden i normal drift.

Post Danmarks applikation til smartphones er heller ikke berørt af nedbruddet, og her kan kunderne for eksempel fortsat følge deres pakke via "track and trace" eller finde nærmeste postkasse via "find os".

/ritzau/