Postansatte: Postaftale med ringere service er nødvendig

Skrevet af admin

03/05/2016

Mest læste i dag

Ansatte i Post Danmark kalder det en nødvendighed, at Post Danmark nu fritages for pligten til at bringe breve ud fra dag til dag og ikke længere er forpligtet til at udbringe post seks dage om ugen.

- Det er ikke til at komme udenom, hvis der skal være en økonomisk bæredygtig postservice i Danmark, siger Eigil Johannesen, der er fællestillidsrepræsentant for HK’erne i Post Danmark, i en pressemeddelelse.

- Det økonomiske underskud skyldes ikke dårlig ledelse. Det er statens tvangsdigitalisering og utidssvarende lovgivning om service, som de færreste vil betale for, der har skylden.

- Det er en nødvendig og fornuftig aftale, men det er desværre ikke nok, siger Eigil Johannesen.

Han mener, at konkurrerende pakkepostfirmaer uden overenskomst er med til at presse Post Danmark, som de seneste tre år har haft årlige underskud på 100-150 millioner.

Postaftalen er indgået af et bredt politisk flertal bestående af alle partier undtagen Alternativet og Enhedslisten.

/ritzau/