Postbuddet Tommy får sparket efter 40 år - han har ikke kørekort

Skrevet af Ane Sørensen

05/10/2016
Foto: Polfoto/Privat
Foto: Polfoto/Privat
Tommy Hinders mistede sit kørekort på grund af epilepsi.

Dagens topnyheder

Svenske Tommy Hinders har arbejdet som postbud i 40 år. Men nu er han blevet fyret af svenske Postnord, fordi han ikke længere har et kørekort.

Det skriver Aftonbladet.

Kørekortet mistede Tommy Hinders tilbage i 1989, fordi han lider af epilepsi:

- Fordi jeg har epilepsi, har jeg ikke et kørekort, men har cyklet i stedet. Det har jo fungeret godt i alle årene, siger Tommy Hinders til Aftonbladet.

Torsdag fik Tommy Hinders den endelige besked om, at han ville blive opsagt. Selvom han har en opsigelsestid på 12 måneder, fik han at vide, at han ikke behøvede at komme længere, fordi der ikke var arbejde til ham. Han får dog fuld løn i perioden.

Tommy Hinders føler sig diskrimineret, fordi han ikke kan tage et kørekort på grund af sin epilepsi. Han skulle med hjælp fra sin fagforening have kæmpet for at beholde sit job, siden han for halvandet år siden fik at vide, han ville blive opsagt, hvis han ikke skaffede sig et kørekort.

Opsigelsen betyder, at Tommy ikke længere har mulighed for at gå på pension, når han er 60 år, hvilket han ellers var blevet lovet.

Ifølge Tommy Hinders selv har han oplevet stor opbakning fra sine kolleger, der har regeret stærkt på hans opsigelse. 

Joakim Persson, som er områdechef i Dalarna, vil ikke kommentere enkeltsager.

- Hvor man tidligere har kunnet cykle, har vi nu andre køretøjer, der er mere passende. Jeg forstår, at det er trist og hårdt for ham, men hvis vi ikke har arbejde på den aktuelle destination, som kan udføres uden kørekort, kommer det til at knibe, siger Joakim Persson. 

Ifølge Joakim Persson vurderer posten hele tiden, hvordan man kan forbedre og effektivisere organisationen, og dermed bliver forudsætningerne ændret.