Poul Erik Høyeri spil som EU-kandidat

I 1996 vandt Poul-Erik Høyer guld i badminton ved De Olympiske Lege, og efter en periode som lokalpolitiker i Gribskov i Nordsjælland, er han nu i spil til at blive kandidat for Venstre ved EU-parlamentsvalget i 2014, skriver Frederiksborg Amts Avis.

- Europaparlamentet har også som opgave at forholde sig til og være med til at bekæmpe de problemer, der følger med sport. Doping og matchfixing er to væsentlige områder, jeg gerne vil arbejde med, fortæller Poul-Erik Høyer.

- Ser jeg på andre områder, hvor jeg kan bidrage i politik, er det på uddannelsesområdet, hvor idræt indgår som et af underpunkterne. Hvordan vil vi gerne uddanne vores unge i Europa, så det passer med de behov, vi har i samfundet, tilføjer han.

Han har de senere år haft ansvaret for projektet "Dygtige unge" i Nordsjælland Håndbold. Det er et mentornetværk af 90 virksomhedsledere, der hjælper udsatte unge i henholdsvis Helsingør, Hillerød og Gribskov med støtte fra blandt andet Socialministeriet.

I Gribskov Kommune er han medlem af Børneudvalget samt Kultur og Idrætsudvalget. Det er medlemmerne af Venstre i Nordsjællands Storkreds, der 23. maj afgør, om 47-årige Poul-Erik Høyer bliver opstillet.

Han har en modkandidat i skikkelse af 58-årige Jørgen Eirfeldt, der er projektchef ved Forsvarets Koncern IT, skriver Frederiksborg Amts Avis.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV