Poulsens dilemma

Han er ikke den første fodboldspiller, der har kæmpet med netop det dilemma. Det handler om penge på bankbogen kontra spilletid. Det klassiske dilemma for fodboldspillere og dét, som Jakob Poulsen i øjeblikket grubler over i Monaco.

Der er godt en uge tilbage af transfervinduet, Jakob Poulsen spiller kun andetholds-fodbold i den ambitiøse klub, og midtbane-spilleren ved, at han ikke kommer til at spille på førsteholdet det næste halve år.

Alligevel tøver han med at skifte.

- Jeg skal da være ærlig at sige, at mht. spilletid ser det ikke så prangende ud. Så jeg overvejer stadig, hvad jeg skal gøre. Jeg tænker på det hver dag, siger Jakob Poulsen og erkender, at økonomien er en væsentlig faktor i hans overvejelser.

- Skal man droppe sit livs kontrakt for at skifte for at spilletid? Det er dét spørgsmål, vi er ude i. Jeg er jo bevidst om, at jeg har en god kontrakt her. Hvis jeg eksempelvis skifter til en dansk klub nu, og økonomien passer, er det vel ok, siger han og fortsætter:

- Men jeg er også klar over, at der også skal noget ind på kontoen. Jeg er fyldt 30 år, og hvis jeg tager tilbage til Danmark nu, kommer jeg sandsynligvis ikke til udlandet igen. Hvis jeg havde været i udlandet i 10 år og havde tjent mange millioner, så havde der ikke være noget at rafle om, så havde jeg skiftet for at få spilletid. Men det har ikke helt været tilfældet for mig, siger han.

Poulsen har angivelig en treårig kontrakt, som giver ham ca. 15 mio. kr. skattefrit i Monaco. Så den tidligere FCM-spiller hælder mod at blive i Monaco, hvor han mener, at han burde være en del af holdet.

- Hvis jeg havde ment, at jeg ikke var god nok til holdet, og der var 20 spillere, der var bedre end mig, så havde jeg forladt klubben. Men jeg mener jo, jeg er god nok til at være i truppen, så jeg hælder mest mod at blive her, selv om det bliver et sløjt efterår mht. kampe, siger han.

- Indtil videre har der heller ikke været nogle konkrete bud på mig, så på den led er der heller ikke så meget at gøre ved det, og jeg har heller ikke sat min agent til at finde en ny klub endnu.

Monaco har op til denne sæson oprustet med stjerne-spillere som Radamel Falcao Joao Moutinho og Ricardo Carvalho, og det kan mærkes på niveauet, fortæller Poulsen.

- Der er en verden til forskel på træningsbanen i forhold til sidste sæson. Mange af de nye er trods alt verdensklasse-spillere, og det er også med til at højne mit niveau. Og så har vi har fået en kanonstart. Vi har vundet de to første kampe mod på papiret gode modstandere og spillet godt, så der er super-optimisme, siger han og fortæller om den største stjerne, Falcao.

- Han er super-flink. En stille og rolig fyr i omklædningsrummet, han er hverken arrogant eller kommer for sent. På træningsbanen er han god til at holde fast i bolden, og han scorer på sine chancer. Han afdribler ikke fire mand og sætter den i hjørnet, sådan en type er han ikke, men man ved bare. at han scorer på de chancer han får, siger han

 

Dagens Gossip