Pourié er tilbage i FCK's superligatrup

Når FC København lørdag tager imod rivalerne fra FC Nordsjælland, bliver det med den tyske angriber Marvin Pourié i truppen.

Pourié er nemlig blandt de 18 udvalgte, som Ståle Solbakken fredag udtog til kampen.

Det er første gang siden FCK's sejr i Viborg den 1. september, at Marvin Pourié får muligheden for at komme på banen i Superligaen.

Onsdag fik tyskeren 45 minutter på banen i pokalsejren på 4-3 over OB. Han greb chancen og scorede kampens sidste og afgørende mål.

I pokalkampen erstattede han et andet sommerindkøb - angriberen Fanendo Adi - fra anden halvlegs start, og nu har han også erstattet ham helt i kamptruppen i forhold til FCK's trup til superligakampen mod Randers sidste weekend.

I forhold til den kamp glider også forsvarsspilleren Georg Margreitter ud af truppen, og han erstattes af rutinerede Olof Mellberg.

FCK-træner Ståle Solbakken forventer en tæt kamp.

- Det er to klubber, som begynder at have mere selvtillid og som kommer til at spille deres register ud i større grad, end det var tilfældet for et par måneder siden. Så vi får at se, hvem der klarer det bedst.

- Det bliver afgørende, hvem der har den nødvendige kvalitet på dagen. Nordsjælland er gode med bolden, og de har en gennemtænkt strategi. De arbejder godt og har intellektuelt gode folk, som har en ideologi, de tror på, og i det lange løb belønner det sig.

- Vi har også en spillestil, vi tror på, og vi arbejder med fra dag til dag. Det, tror vi, er det, der fører os frem til resultater, siger Ståle Solbakken til FCK.TV.

I sæsonens første opgør mellem de to hold blev det 2-2 på Farum Park. En kamp der formentlig bedst huskes for Morten Nordstrands udlignende saksesparksmål.

/ritzau/

Dagens Gossip