Pourié ydmyg trods første FCK-mål

Marvin Pourié er klar til at kæmpe for pladsen i løvernes angreb

Marvin Pourié var ikke kendt som en spiller, der dyrkede ydmygheden, mens han spillede i Silkeborg. I FC København er han imidlertid røget langt ned i angrebshierarkiet, efter Ståle Solbakken er kommet til, og selv på en aften da træneren sparede spillere, måtte tyskeren tage til takke med en plads på bænken i DBU Pokalen mod Hvidovre.

Da han fra begyndelsen af anden halvleg kom ind i stedet for en småskadet Cesar Santin, kvitterede han med at score et nydeligt mål, da han på Vetokeles fine stikning kom alene med målmand Andreas Larsen og scorede til 4-1 på et kontrolleret lob. Alligevel holdt Marvin Pourié sig til de ydmyg gloser efter kampen.

- Jeg gør mit bedste hver gang. Lige nu er jeg ikke stamspiller, så jeg skal vise, hvad jeg kan, og så er det selvfølgelig dejlig at score, siger Marvin Pourié.

- Det er trænerens valg, at jeg ikke er blandt de startende lige nu, men jeg arbejder for at gøre det bedst muligt, og som angriber er det selvfølgelig altid rart at score, siger Pourié.

Dagens Gossip