Præsident aflyser FN-besøg efter »trusler og provokationer«

Nicolas Maduro hævder i en TV-tale desuden, at der har været »provokationer« mod hans delegation, men præsidenten giver ingen detaljer om de påståede provokationer og trusler.

»Der var to provokationer mod mig i New York, de var alvorlige, den ene mere alvorlig end den anden,« siger Nicolas Maduro ifølge BBC blandt andet i en tale til nationen.

»En af provokationerne kunne have ført til en voldelig situation i New York, og den anden havde til hensigt at påvirke mig fysisk,« siger Maduro, der i april blev valgt som ny præsident i Venezuela efter Hugo Chavez’ død.

Præsidenten beskylder de to amerikanske embedsmænd Roger Noriega og Otto Reich for at være involveret i det angivelige komplot mod Maduro, som ved flere tidligere lejligheder har beskyldt de to mænd for at konspirere mod den venezuelanske regering. Begge mænd har tidligere afvist anklagerne.

Venezuelas vicepræsident, Elias Jaua, vil ifølge BBC deltage i Generalforsamlingen i Maduros fravær.

Nicolas Maduro anklager desuden den franske flyproducent Airbus for at have begået en »alvorlig fejl« i forbindelse med, at det venezuelanske præsidentfly har været fem måneder i Frankrig til vedligeholdelse. Præsidenten siger, at han efterfølgende har været bekymret for at flyve i flyet og har beordret sine egne teknikere til at tjekke det.

»Efter ti eller 12 dage viste en alvorlig fejl sig i en af flyets vinger. Efter fem måneder hos Airbus i Frankrig - min gode Gud,« siger Nicolas Maduro.

Han oplyser, at Venezuelas regering har hyret et internationalt advokatfirma, som nu forbereder et sagsanlæg mod Airbus. Nyhedsbureauet Reuters har forsøgt at få en kommentar fra den franske flyproducent, men det har ikke været muligt.

Dagens Gossip

Dagens TV