Præsident Erdogan taler tyrkisk mand fra at begå selvmord

Skrevet af admin

26/12/2015

Dagens topnyheder

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, får god presseomtale, efter at en spektakulær historie har ramt både nationale og internationale medier.

Erdogan brugte ifølge sit eget kontor sine retoriske evner til at redde en deprimeret mands liv fredag. Manden havde sat sig for at springe ud fra Bosporus-broen i storbyen Istanbul.

Manden var tilsyneladende ved at gøre klar til at springe i døden, da præsidentens bilkortege kom kørende over broen, der forbinder Europa og Asien, efter den traditionelle fredagsbøn.

Tv-billeder viser, at Erdogans livvagter fører den grædende mand hen til den bil, hvor præsidenten sidder. Her taler de to gennem bilens åbne bagdør, og efter et stykke tid ser man manden kysse Erdogans hånd.

Samtalen igennem har Erdogan sin mobiltelefon presset mod det ene øre, men der er ingen meldinger om, hvem der var i den anden ende.

Efter snakken med Erdogan blev manden hjulpet væk fra stedet og i sikkerhed, rapporterer nyhedsbureauet Dogan.

Ifølge Dogan skulle politiet i næsten to timer forinden have forsøgt at tale manden fra at begå selvmord, efter at han havde forladt sin bil på broen og kravlet over et rækværk.

I sidste ende kom Erdogan altså ham til undsætning.

Den ikoniske Bosporus-bro er med sin højde på 64 meter hyppigt scene for selvmord eller forsøg på det samme.

/ritzau/AFP