Præsident forsikrer: Jeg vil rykke Ukraine tæt på EU

Skrevet af admin

01/12/2013

Dagens topnyheder

Mens titusinder af demonstranter søndag er i færd med at samles på en central plads i Kijev, lover Ukraines præsident, Viktor Janukovitj, at han vil gøre alt, hvad han kan for at fremrykke processen med at rykke sit land tættere på EU.

Erklæringen fra Janukovitj kommer, nu da hans regering bliver mødt af store daglige demonstrationer, efter at han forleden pludselig udskød at underskrive en epokegørende handels- og associeringsaftale med EU for i stedet at rykke tættere på Rusland.

- Jeg vil gøre alt, hvad der er muligt for mig i mit embede for at fremskynde processen med at rykke Ukraine tættere på EU, hedder det i søndagens erklæring fra Janukovitj ifølge nyhedsbureauet Interfax.

Præsidenten har også fordømt politiets brug af vold over for demonstranter, som lørdag protesterede mod regeringen på en central plads i hovedstaden, Kijev.

Han kræver en uvildig undersøgelse, så de ansvarlige for, at demonstranterne blev slået med knipler, kan blive stillet til ansvar.

Demonstranterne klandrer Janukovitj for at have skrottet samarbejdsaftalen med EU, som skulle have været underskrevet ved et topmøde i Litauen tidligere på ugen.

En ny massedemonstration er planlagt søndag, hvor stort antal aktivister tidligt på dagen var ved at samle sig i Kijevs bymidte, og folk fra hele landet ventes at deltage. Op imod 1000 havde slået lejr på Mikhailovskij-pladsen i vinterkulden natten igennem.

Ifølge Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, er det sandsynligt, at det var Janukovitj selv, som beordrede politiet til at opløse lørdagens demonstration.

Han henviser til blandt andet til, at Ukraines premierminister, Mykola Azarov, meget tydeligt har taget afstand til magtanvendelsen.

- Præsident Janukovitj har bragt landet i en meget vanskelig situation både økonomisk og politisk, siger Carl Bildt til nyhedsbureauet TT.

Både USA og EU har fordømt myndighedernes brug af vold.

Ukraines opposition har truet med en generalstrejke og er ved at oprette et hovedkvarter for "den nationale modstand," siger den tidligere økonomiminister, Arsenij Jatsenjuk, som står i spidsen for protesterne sammen med to andre oppositionspolitikere.

/ritzau/AFP