Præsident hylder Merkel som Ukraines gode veninde

Skrevet af admin

23/08/2014

Dagens topnyheder

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er lørdag blevet modtaget med åbne arme og en buket blomster i den ukrainske hovedstad, Kijev.

- Angela Merkel er en god veninde og stærk advokat for Ukraine, hedder det i en erklæring fra præsidentpaladset i Kijev, hvor kansleren lørdag både mødes med præsident Petro Porosjenko, flere lokale borgmestre og premierminister Arsenij Jatsenjuk.

Merkel og Porosjenko har de seneste to måneder talt i telefon sammen omkring 20 gange.

- Jeg vil gerne fremhæve, at fru Merkel som ingen anden kender de problemer, som Ukraine står over for, siger præsidenten ved den efterfølgende fælles pressekonference med sin tyske gæst, der voksede op bag jerntæppet i koldkrigstidens DDR.

Kansleren kvitterer for roserne ved at love Ukraine tysk millionhjælp til at genopbygge de oprørshærgede østlige områder: Et lån på 500 millioner euro til at få energi- og vandforsyningen op at køre igen samt 25 millioner euro til at hjælpe internt fordrevne i landet.

Merkel opfordrer til en diplomatisk løsning på konflikten, som både Rusland og Ukraine kan acceptere, og til en våbenhvile, som de prorussiske separatister også kan tilslutte sig.

- Ukraines territoriale integritet og ve og vel er et væsentligt mål for den tyske politik, siger hun, mens Porosjenko nok engang understreger, at også han arbejder for en fredelig løsning.

- Vi har ikke valgt krigen - vi har fået den påtvunget udefra, siger præsidenten.

Det er kanslerens første besøg i Kijev, siden Ukraine-krisen i november sidste år tog fart, da den daværende ukrainske ledelse lagde en storstilet handelsaftale med EU på is.

Efter at folkelige protester i februar tvang den daværende, prorussiske præsident Viktor Janukovitj fra magten, udviklede den indenrigspolitiske krise sig også til et opgør med Rusland.

Først stemte prorussiske separatister i marts for, at Krim-halvøen skulle løsrive sig fra Ukraine, og siden har det østlige Ukraine været skueplads for et blodigt oprør mod centralstyret i Kijev.

- Intet har ændret vores syn på, at det var forkert af Rusland at annektere Krim. Det er ikke glemt, siger Merkel på pressemødet.

Porosjenko, der vandt det ukrainske præsidentvalg i slutningen af maj, mødes tirsdag med den russiske præsident, Vladimir Putin, ved et topmøde med flere andre ledere af tidligere sovjetrepublikker og EU-topfolk. Det finder sted i Hvideruslands hovedstad, Minsk.

- Vi håber meget, at vi her når frem til et positivt resultat, siger præsidenten.

/ritzau/dpa