Præsidentens bodyguards beskytter Trump

Skrevet af admin

09/11/2015

Mest læste i dag

De to republikanske præsidentkandidater Ben Carson og Donald Trump bliver nu anset som så seriøse kandidater, at de bliver tildelt beskyttelse af Secret Serviceagenter, skriver nyhedsbureauet, AFP.

Secret Service er det korps, der blandt andet leverer livvagter til at beskytte præsidenten, vicepræsidenten, tidligere præsidenter og deres familier.

Livvagterne beskytter også præsidentkandidater, som anses for at være realistiske kandidater til at overtage præsidentembedet.

USA-analytiker og ekstern lektor på Københavns Universitet Mette Nøhr Claushøj mener, at livvagterne i mørke jakkesæt kan blive en øjenåbner for de amerikanske vælgere.

- Donald Trump har været en slags fænomen, som folk ikke har taget særlig alvorligt. Men nu får han Secret Service-beskyttelse, og det betyder, at man lige pludselig ser ham i en ramme, hvor han bliver taget mere seriøst, siger hun.

Og det vil ifølge Mette Nøhr Claushøj få de amerikanske vælgere til at genoverveje deres indtil videre store støtte til Trump.

- Det vil få folk til at stoppe og tænke, om det virkelig er ham, de ønsker som deres leder. Når det bliver alvorligt, vil mange vælgere overveje, om det virkelig er sund fornuft at stemme på ham, siger hun.

Donald Trump og Ben Carson fører lige nu i valgkampen om at blive republikanernes kandidat til præsidentvalget, der afgøres i november 2016.

De to mænd har skilt sig ud, fordi de er henholdsvis en multimilliardær og en neurokirurg, og ikke tidligere har haft noget med politik at gøre som sådan.

Især Donald Trump er desuden kommet med kontroversielle udtalelser. For eksempel, at Mexico sender voldtægtsmænd, mordere og narkobaroner over grænsen.

Det republikanske primærvalg begynder i starten af 2016.

/ritzau/AFP