Præsidentvalg i Burundi står i voldens tegn: To dræbt

Skrevet af admin

21/07/2015

Dagens topnyheder

Pierre Nkurunzizas beslutning om at stille op til en tredje valgperiode som Burundis præsident er ikke populært i hele befolkningen.

Især fordi forfatningen kun tillader en præsident at regere i to.

Uroligheder har præget tirsdagens præsidentvalg med sammenstød i hovedstaden, Bujumbura, hvor en politimand og en oppositionspolitiker er dræbt.

Beboerne vågnede op til eksplosioner og skudvekslinger i Bujumbura, som oplever de værste uroligheder, siden borgerkrigen sluttede i 2005.

Adskillige er dræbt under demonstrationer de seneste uger, oprørere og regeringssoldater har bekæmpet hinanden og et kupforsøg er blevet afværget.

I de områder, hvor den siddende præsident har stor opbakning, er der køer ved valgstederne. Andre steder er det småt med vælgere.

Oppositionen beskylder den 51-årige præsident for brud på forfatningen ved at gå efter endnu fem år på posten som landets mest magtfulde.

Derfor har oppositionen boykottet valget, og Pierre Nkurunziza er nærmest sikker på sejren.

Præsidenten - en tidligere oprører, genfødt kristen og fodboldfanatiker - henviser til en domstolsafgørelse, der siger, at han kan stille op igen.

Afgørelsen lægger til grund, at præsidenten ikke var valgt af folket i den første valgperiode.

Beboere i hovedstadskvarteret Nyakabiga har identificeret en dræbt mand som medlem af oppositionspartiet MSD. De beskylder regeringen for at stå bag drabet.

En politikilde bekræfter ifølge Reuters, at offeret var politiker.

Der hersker en opgivende stemning hos oppositionens støtter. 30-årige Emery Ndayizere kan ikke se nogen pointe i at stemme:

- Valget er et skuespil, da kun et parti er opstillet, siger han.

Valgkommissionen understreger, at også oppositionsfolk figurerer på stemmesedlerne, og alle kryds vil blive talt med.

Resultatet ventes ikke før om nogle dage.

/ritzau/Reuters