Præsidentvalget i Østrig skal gå om 2. oktober

Skrevet af admin

05/07/2016

Dagens topnyheder

Præsidentvalget i Østrig skal gå om 2. oktober, efter at den tabende kandidat, den højreradikale Norbert Hofer, har fået medhold i, at der havde været for mange fejl under optællingen ved det første valg.

Det oplyser indenrigsminister Wolfgang Sobotka.

Præsidentvalget i maj blev vundet med et meget lille flertal af Alexander Van der Bellen fra De Grønne.

Hofers Frihedsparti klagede over, at stemmesedler var blevet sorteret og optalt for tidligt uden passende opsyn i adskillige valgkredse.

Forfatningsdomstolen i Wien var enig i den betragtning og gav ordre til, at valget skal gå om.

Men domstolen fandt ikke nogen beviser på, at der var blevet manipuleret med resultatet.

Det var fejlbehandling af i alt 80.000 stemmer, som fik forfatningsdomstolen til at træffe beslutningen om omvalg. Hofer fik ved valget i maj 30.000 stemmer færre end Van Bellen.

Nogle valgeksperter venter en lavere stemmedeltagelse ved omvalget 2. oktober, og det vil formentlig gavne Hofer.

/ritzau/dpa