Præster flytter konfirmanderne efter skolereformen

Skrevet af admin

02/02/2015

Mest læste i dag

Tre ud af fire præster har skullet indrette deres undervisning af kommende konfirmander efter folkeskolereformen, der trådte i kraft sidste sommer.

Det fremgår af en rapport, som Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter står bag.

Når de samme præster forklarer, hvordan de har ændret deres undervisning, er det hver femte, som har flyttet konfirmationsforberedelsen uden for elevernes skoletid.

Og det er et problem, hvis konfirmationsforberedelsen skubbes uden for skoletiden fra klokken 08-16.

- Sådan som skoleloven ser ud, står der ganske tydeligt, at konfirmationsforberedelsen skal foregå i skoletiden, forklarer Leise Christensen, lektor og ph.d. ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Esbjerg er en af de kommune, hvor skolereformen har ændret konfirmationsforberedelsen. Sognepræst Arne Aa fra Vor Frelsers Kirke fortæller, at han det seneste halve år har undervist konfirmander om aftenen.

- Vi tog en forhandling med skolen og fandt ud af, hvordan vi kunne hjælpe hinanden, siger han.

Løsningen har ifølge sognepræsten været, at mens han fra august til december har haft sin konfirmationsforberedelse om aftenen, så får han eleverne til morgentimer i foråret.

Arne Aa ville gerne lægge sin undervisning i skoletiden - for eksempel efter klokken 15.

- Men det kan jeg ikke, når der er noget i sognehuset. Det giver lokalesammenstød og sammenstød i forhold til arrangementer, siger sognepræsten.

De præster, der har konfirmationsforberedelsen inden for skoletiden, har især lagt deres timer enten om morgenen fra klokken 08-10 eller om eftermiddagen fra klokken 14-16.

Men i rapporten nævnes det, at konfirmationsforberedelsen visse steder indgår som en del af den understøttende undervisning, selv om det formentlig ikke har været lovligt.

/ritzau/