Præstø-offer hædres af dronningen med sjælden medalje

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

En af de 13 efterskoleelever, som var med på en dragebåd på Præstø Fjord, da den kæntrede i 2011, bliver nu hædret med en sjælden medalje.

Den 21-årige Line Blichfeldt Jensen fra Køge modtager Dronningens Medalje for Ædel Daad for sin heltemodige indsats i forbindelse med tragedien 11. februar 2011.

Det skriver Dagbladet Køge.

Medaljen er ifølge dagbladet kun blevet uddelt fire gange før i dronningens regeringstid siden 1972.

Line Blichfeldt Jensen udmærkede sig på dagen ved at komme først i land efter kæntringsulykken og fik slået alarm, så hjælpen kunne komme frem til de 12 øvrige elever og to lærere, som befandt sig i det iskolde vand.

En lærer omkom ved ulykken, ligesom flere elever fik hjerneskader.

- Hun siger jo selv, at det bare var sådan, alle ville gøre, og derfor kan hun ikke helt forstå, at hun skal hyldes som en helt, siger Hanne Blichfeldt Jensen, mor til medaljemodtageren, til Dagbladet Køge.

Hun fortæller, at Line i dag er kommet sig godt efter ulykken.

- Men når hun nu får en medalje, genopliver det også nogle meget svære år, og det er også hårdt.

- Alligevel er der ingen tvivl om, at det her nok er noget af det største, hun kommer ud for i sit liv, og hun er, ligesom jeg, dybt beæret, siger Hanne Blichfeldt Jensen til Dagbladet Køge.

Den nu 21-årige kvinde vidnede i sin tid i retssagen om Præstø-ulykken og forklarede, hvordan hun på den skæbnesvangre dag kæmpede sig igennem vandet og ind til stranden.

- Jeg kæmper, selv om vandet ryger lige i hovedet på mig, og jeg får simpelthen slugt så meget vand. Men jeg svømmer videre. Jeg tænker, at jeg ikke kan give op, forklarede hun i Retten i Nykøbing Falster

- Jeg vælger ude i vandet at bede en bøn, sagde hun.

Efter at have henholdsvis løbet og gået ind mod Præstø fandt hun hjælp i en autoforretning, hvor der blevet slået alarm.

/ritzau/