To pragtmål og et mega-drop i AaBs sejr mod Esbjerg

Resultatet mandag aften betyder, at AaB rykker op på tabellens førsteplads med maksimumpoint efter to spillerunder. Det samme har i øvrigt FC Midtjylland.

Esbjerg kom ellers foran på et rigtig perle-mål, hvor kantspilleren Emil Lyng efter 20 minutter drejede bolden op i målhjørnet fra kanten af feltet, uden chance for Nicolai Larsen i AaB-målet.

Scoringen satte gang i en meget chance-rig kamp, hvor begge hold havde fine tilbud i hver sin ende. Alligevel kunne Esbjerg gå til pausen med stillingen 1-0 og med kurs mod Superligaens førsteplads. 

AaB-træner Kent Nielsen havde modsat kanon-kampen mod FCK vagt at rotere i sit angreb - angiveligt for at bevare gnisten i de forreste geledder. Her var Jeppe Curth, trods sin scoring i sæson-præmieren, sat på bænken og ind kommet unge Rolf Toft.

Kent Nielsen begrundede selv udskiftningen af Jeppe Curth med et tæt kampprogram til trods for, at klubben med opgøret i Esbjerg kun har spillet fire kampe i denne sæson. AaBs nye angriber fik dog ikke meget ud af det, de gange chancen bød sig tæt under mål.

Havde de 9517 tilskuere i Esbjerg brugt pausen på at glæde over hjemmeholdets udsigt til at blive ligaens nye førerhold, blev de slemt skuffede.

Hjemmeholdet forpurrede nemlig selv den mulighed i opgørets sidste halvdel. 

Her stormede først AaBs hjemvendte midtbaneslider Kasper Risgård efter 52 minutter ind i Esbjergs målfelt og headede flot et indlæg fra højresiden i mål til 1-1. Afslutningen fra Risgård fangede fuldstændig målmand Frederik Rønnow på det forkerte ben.

Og knap ti minutter senere blev Frederik Rønnow så igen fanget. Denne gang var det dog i en ordenligt bommert af den unge målmand.

Efter et hjørnespark tabte den udlejede keeper fra AC Horsens en høj og helt ufarlig bold ned i ryggen på holdkammerat Peter Ankersen, hvorefter den trillede i mål.

Selvom Esbjerg kæmpede heroisk videre, kunne holdet ikke udligne AaBs føring og tabte kampen 2-1. 

Esbjerg møder søndag Brøndby på udebane, mens AaB skal en tur til Slagelse og FC Vestsjælland mandag aften.

Dagens Gossip

Dagens TV