Praktikløse unge kan ende i hashmisbrug

Når elever fra de danske erhvervsskoler får afslag fra praktikpladser, kan det have alvorlige følger.

Konsekvenserne kan nemlig blive, at afslagene rammer en stor gruppe svage unge, som risikerer at havne i et hashmisbrug.

Det mener en rusmiddelforsker fra Aarhus Universitet, der netop har undersøgt hvilke danske unge mellem 15 og 24 år, der udvikler afhængighed af hash og andre stoffer.

- Når de ikke kan finde en arbejdsgiver, som vil have dem i praktik, er der stor risiko for, at deres hashmisbrug tager til, siger Mads Uffe Pedersen fra Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet til Videnskab.dk.

Han er en af forskerne bag undersøgelsen, der viser, hvordan der er tre til fire gange større risiko for, at unge tilmeldt en erhvervsuddannelse kan udvikle et misbrug i forhold til elever fra gymnasier og folkeskoler.

- Mange af dem kommer fra brudte familier, de har en belastet fortid, meget ringe selvtillid eller andre psykiske problemer, vurderer rusmiddelforsker Mads Uffe Pedersen om erhvervsskoleeleverne, der ryger for meget hash eller tager andre stoffer.

Forskeren henviser til, at det kræver en helhedsindsats at forebygge misbruget.

- De unge misbrugere bliver nødt til at have meningsfuld beskæftigelse, hvis de skal stoppe med stofferne. Det kan ændre det hele, hvis de får noget at stå op til, konkluderer han til Videnskab.dk.

I øjeblikket er der op imod 10.000 erhvervsskolelever, der mangler en praktikplads.

Kilde: Videnskab.dk

 

Dagens Gossip