IS praler af at holde kurdiske yazidier som slaver

Skrevet af admin

13/10/2014

Dagens topnyheder

Jihadister fra Islamisk Stat (IS) siger, at organisationen har givet kvinder og børn, fanget i det nordlige Irak, til sine krigere som krigsbytte.

Samtidig praler gruppen med at have genoplivet slaveriet.

I den seneste udgave af organisationens propaganda-magasin Dabiq indrømmer IS for første gang direkte, at den besidder og sælger personer fra den kurdiske religion yazidisme.

Titusinder af yazidier, hvis befolkning primært holder til i det nordlige Irak, er i de seneste måneder blevet fordrevet i forbindelse med Islamisk Stats landvindinger i regionen.

Yazidi-ledere og menneskeretsforkæmpere advarede i august om, at det lille samfund stod over for et folkedrab, og denne trussel var en af hovedårsagerne til, at USA begyndte at bombe IS.

Mange tusind yazidier var dengang belejret på Sinjar-bjerget i det nordlige Irak. Andre blev dræbt, mens flere hundredes skæbne endnu er uklar.

I en artikel med titlen "Genoplivningen af slaveriet" hævdes det, at IS bekæmper afvigende religiøs overbevisning ved at gøre de troende til slaver, og at gruppen dermed har genoprettet sharia-loven i sin oprindelige betydning.

- Efter tilfangetagelse bliver yazidi-kvinder og -børn fordelt i henhold til sharia blandt krigere fra Islamisk Stat, der deltog i Sinjar-operationen, står der i artiklen.

- Denne storstilede slavebinding af polyteistiske familier er formentlig den første siden opgivelsen af sharia-lov, mener islamisterne.

Yazidisme er en unik blanding af trosretninger fra forskellige religioner. IS beskylder yazidierne for at tilbede djævlen, hvilket dog er blevet afvist af yazidierne selv.

/ritzau/AFP