Preben Elkjær åbner Art Herning

Landsholdslegenden byder publikum inden for, når der i dag er fernisering på kunstmessen i MCH Herning Kongrescenter.

De fleste forbinder Preben Elkjær med fodboldgræs, Danish dynamite og stribevis af scoringer for både landsholdet, belgiske Lokeren og italienske Hellas Verona. Hvad de færreste måske ved er, at landsholdslegenden også har stor interesse i kunst og ofte gæster udstillinger i såvel Danmark som udlandet.

Netop den mangeårige kunstinteresse er linket til Art Herning 2014, hvor Preben Elkjær fredag vil være åbningstaler ved ferniseringen på den 17. udgave af kunstmessen. Det sker fra klokken 14 i MCH Herning Kongrescenter.

Her vil Preben Elkjær blandt andet fortælle om, hvad kunsten betyder for ham, og hvordan interessen blev vakt tilbage i årene i italiensk fodbold. Ved åbningen taler også MCH's administrerende direktør Georg Sørensen.

Art Herning finder sted fra fredag til søndag.

Dagens Gossip