Premier League-oprykker henter italiener i Kina

Skrevet af admin

17/08/2015

Mest læste i dag

Premier League-klubben Watford er blevet enig med den kinesiske fodboldklub Guangzhou Evergrande om at leje den offensive midtbanespiller Alessandro Diamanti i resten af denne sæson.

Den 32-årige italiener har tidligere spillet for West Ham. Han scorede otte mål i 30 kampe for West Ham i sæsonen 2009-10.

Diamanti har spillet 17 landskampe for Italien - heraf tre ved EM-slutrunden i Polen og Ukraine i 2012. Tidligere i år var han udlejet til Fiorentina i Serie A.

- Watford har skrevet under med den italienske landsholdsspiller Alessandro Diamanti for en sæson. Han bliver klar for klubben, når papirerne er godkendt, lyder det på Watfords hjemmeside.

Ud over West Ham-perioden har Diamanti også været forbi de mindre italienske klubber Brescia, Bologna og Livorno.

Watford har spillet to uafgjorte kampe i comeback-sæsonen i den bedste engelske fodboldrække. Senest blev det til et 0-0-resultat hjemme mod West Bromwich.

Oprykkerholdet har dog slidt med afslutningerne og klubbens sportslige ledelse håber, at Diamanti kan løse problemet.

/ritzau/