Premierminister: 21 dræbt i angreb på Bardo-museet i Tunesien

21 mennesker blev dræbt, heriblandt de to militante gerningsmænd, under et angreb ved Bardo-museet i Tunesiens hovedstad, Tunis, onsdag. Blandt de dræbte er 17 udenlandske turister.

Det oplyser landets premierminister, Habib Essid, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er italienske, spanske, tyske og polske turister blandt dødsofrene, siger Essid.

Foruden de 17 udenlandske turister blev også en civil tuneser og en tunesisk politimand dræbt samt de to militante mænd bag angrebet.

Der er ikke umiddelbart mere præcise oplysninger om de dræbte udlændinge.

Tidligere var der meldinger fremme om, at der var briter, polakker, franskmænd, spaniere og italienere blandt de turister, der blev taget som gidsler ved angrebet.

Essid oplyser, at 24 mennesker blev såret under angrebet. Af dem var 22 turister, siger han.

Landets sundhedsminister, Said Aidi, oplyser et højere tal. Han siger til nyhedsbureauet AFP, at der er 38 sårede, heriblandt turister fra Frankrig, Polen, Italien, Sydafrika og Japan.

EU-præsident Donald Tusk er chokeret over angrebet, skriver han i en udtalelse.

- EU og Tunesien vil ikke lade sig skræmme af terrorisme, hverken hjemme eller ude, udtaler Tusk.

- Vi er klar til at støtte tunesiske myndigheder mod voldelig terrorisme og bifalder den hurtige indsats for at befri de involverede gidsler, skriver EU-præsidenten.

Endnu har ingen taget skyld for angrebet ved Bardo-museet.

De første meldinger om angrebet kom ved 13-tiden og gik på, at der var skyderi ved parlamentet, som ligger lige ved siden af museet.

Siden tog de bevæbnede mænd gidsler på museet, inden tunesiske sikkerhedsstyrker dræbte de to gerningsmænd. Politiaktionen sluttede omkring to og en halv time efter, at der var blevet skudt første gang.

Angrebet er det blodigste mod udlændinge i Tunesien siden 2002, hvor terrornetværket al-Qaeda stod bag et selvmordsbombeangreb mod en synagoge på den tunesiske ø Djerba. Her blev 14 tyskere, to franskmænd og fem tunesere dræbt.

/ritzau/

Dagens Gossip