Premierminister erklærer sig som sejrherre i japansk valg

Skrevet af admin

10/07/2016

Dagens topnyheder

Japans premierminister, Shinzo Abe, erklærer, at hans koalition har vundet et flertal af sæderne i Overhuset.

Det skriver AFP.

- Jeg er lettet over, at vi kan sikre mere end halvdelen af sæderne, har han sagt til tv-stationen TBS

Premierministeren tolker stemmerne som et udtryk for, at vælgerne beder regeringen om "at accelerere Abenomics."

Abenomics er den økonomiske politik, som regeringen har ført.

Aggressive pengepolitiske lempelser, en fleksibel finanspolitik og strukturelle reformer skal skabe vækst og få bugt med deflationen i landet.

Deflation er faldende løn og priser, der fører til et fald i produktiviteten og beskæftigelsen. Det kan være særdeles ødelæggende for økonomien. Det er dog ikke lykkedes for alvor at sætte gang i økonomien.

Valgstedsmålingerne har vist, at Abe står til at blive genvalgt som premierminister.

I nogle målinger står hans parti, det Liberale Demokratiske Parti (LDP), og hans støttepartier sågar til at vinde to tredjedele af sæderne i Overhuset.

Det er afgørende, fordi det vil gøre det muligt at ændre den japanske grundlov. Det har han tidligere givet udtryk for, at han ønsker at gøre. Formålet er at gøre op med Japans pacifistiske forfatning.

Efter Anden Verdenskrig blev det skrevet ind i Japans forfatning, at landet skal afstå fra at gå i krig og deltage i at løse internationale konflikter.

Begrænsningerne blev påtvunget landet af sejrherren USA.

/ritzau/