Premierminister erklærer sig som sejrherre i japansk valg

Skrevet af admin

10/07/2016

Dagens topnyheder

Japans premierminister, Shinzo Abe, erklærer søndag, at hans koalition har vundet et flertal af sæderne i Overhuset.

- Jeg er lettet over, at vi kan sikre mere end halvdelen af sæderne, har han sagt til tv-stationen TBS

Premierministeren tolker stemmerne som et udtryk for, at vælgerne beder regeringen om "at accelerere Abenomics."

Abenomics er den økonomiske politik, som regeringen har ført.

Aggressive pengepolitiske lempelser, en fleksibel finanspolitik og strukturelle reformer skal skabe vækst og få bugt med deflationen i landet.

Deflation er faldende løn og priser, der fører til et fald i produktiviteten og beskæftigelsen. Det kan være særdeles ødelæggende for økonomien. Det er dog ikke lykkedes for alvor at komme problemerne til livs.

Alle stemmer ventes at være talt op mandag, og valgstedsmålinger har peget på flertal til regeringskoalitionen.

I nogle målinger står Abes parti, det Liberale Demokratiske Parti (LDP), og hans støttepartier sågar til at vinde to tredjedele af sæderne i Overhuset.

Det er afgørende, fordi det vil gøre det muligt at ændre den japanske grundlov. Det har Abe tidligere givet udtryk for, at han ønsker at gøre.

Formålet er at gøre op med Japans pacifistiske forfatning. Efter Anden Verdenskrig blev det skrevet ind i forfatningen, at landet skal afstå fra at gå i krig og deltage i at løse internationale konflikter. Begrænsningerne blev påtvunget landet af sejrherren USA.

Søndag antydede Abe dog, at der ikke vil ske større ændringer af forfatningen i hans regeringstid.

- Jeg mener ikke, vælgerne blev bedt om at tage stilling til forfatningen i dette valg, sagde han til TBS.

I valgkampen har regeringen fokuseret på økonomien og nedtonet spørgsmålet om en forfatningsændring.

Størstedelen af befolkningen er modstandere af at ændre forfatningen, forklarer Sadafumi Kawat, der er professor i statskundskab ved Tokyos universitet.

- Et to tredjedeles flertal betyder ikke nødvendigvis, at det er muligt for Abes regering at ændre forfatningen med det samme, siger han.

/ritzau/AFP