Premierminister: Kupforsøg er i gang i Tyrkiet

Der er et kupforsøg i gang i Tyrkiet, siger den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, ifølge tv-stationen NTV.

Han tilføjer, at det er forkert at betegne den igangværende udvikling som et kup, men det er et "illegalt forsøg" på at kuppe sig til magten, som en del af militæret står bag.

Forinden havde mange Twitter-brugere beskrevet, at der tilsyneladende var uroligheder i det område af hovedstaden Ankara, hvor militæret har sit hovedkvarter.

Øjenvidner oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at militærets kampfly og helikoptere er i luften over Ankara.

Yildirim opfordrer befolkningen til at forholde sig i ro og siger, at sikkerhedsstyrkerne er i gang med at gøre, hvad der er nødvendigt for at løse situationen, skriver Reuters.

- Intet vil skade det tyrkiske demokrati, understreger premierministeren.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip