Premierminister: Kupmagere havde planlagt nyt ministerhold

Skrevet af admin

18/07/2016

Dagens topnyheder

Kupmagerne i Tyrkiet havde en detaljeret plan for, hvem der skulle overtage ministerposterne og militærledelsen i landet, hvis kupforsøget lykkedes.

Det siger den tyrkiske premierminister, Binali Yildirim, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Samtidig påstår Yildirim, at myndighederne er i besiddelse af dokumenter, der viser, hvem der er ansvarlige for kupforsøget.

Ifølge nyhedsbureauet dpa har de tyrkiske myndigheder mandag udpeget den tidligere chef for Tyrkiets luftvåben som leder af kupforsøget.

Myndighederne betegner Akin Ozturk som "den indenlandske leder af kupforsøget" i ledtog med præsident Recep Tayyip Erdogans ærkefjende Fethullah Gülen, der bor i eksil i USA.

De tyrkiske myndigheder har indtil videre tilbageholdt 7543 personer på grund af formodede forbindelser til kupforsøget mod præsident Recep Tayyip Erdogan og hans regering.

Det gælder blandt andet 6038 soldater, 100 betjente, 755 dommere og anklagere og 650 civile, oplyser premierministeren ifølge nyhedsbureauet AFP.

316 af de tilbageholdte er blevet varetægtsfængslet, tilføjer han.

Ifølge tyrkiske medier er der også 103 generaler og admiraler blandt de tilbageholdte. Heriblandt Akin Ozturk.

Og tilbageholdelserne vil fortsætte, forsikrer premierministeren mandag.

Samtidig har myndighederne fjernet 8000 politifolk fra deres job på tværs af landet, herunder i storbyen Istanbul og hovedstaden Ankara.

I alt er knap 9000 tjenestemænd fjernet fra deres job siden kupforsøget. Foruden de mange politifolk gælder det blandt andet 614 officerer fra gendarmeriet og 30 guvernører.

Det skriver det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu ifølge nyhedsbureauet Tass.

Samtidig er flere end 2745 dommere og anklagere over hele landet beordret anholdt.

Torsdag bliver desuden en skæbnedag for otte tyrkiske officerer, der flygtede over grænsen til Grækenland i helikopter efter det mislykkede kupforsøg.

Her vil en græsk domstol således afsige dom i sagen, hvor mændene står anklaget for ulovlig indrejse og for at krænke græsk luftrum.

Det oplyser en kilde i retsvæsenet ifølge Reuters.

De otte officerer har søgt om politisk asyl i Grækenland og påstår, at de ikke tog del i kupforsøget. De har forklaret, at de flygtede fra Tyrkiet for at redde deres liv.

Ifølge premierministeren lyder dødstallet mandag på 208, herunder 60 politibetjente, tre soldater og 145 civile. 1491 andre er sårede efter kupforsøget natten til lørdag.

Dødstallet varierer fra det tal, der blev oplyst af de tyrkiske myndigheder søndag, da det lød på 265.

/ritzau/