Premierminister: Ukraine kan ikke stå alene mod Rusland

Skrevet af admin

06/09/2014

Dagens topnyheder

Ukraine har brug for hjælp fra EU og USA, hvis en våbenhvile med prorussiske separatister i den østlige del af landet skal holde.

Det mener Ukraines premierminister, Arsenij Jatsenjuk, som opfordrer vestlige lande til at agere garanter for, at kampene ikke bliver genoptaget.

- Våbenhvilen er nødt til at blive støttet af USA og EU. Vi kan ikke selv klare os imod Rusland. Vi har behov for garantier, siger en skeptisk Jatsenjuk.

Omkring 2600 mennesker har mistet livet i kampene mellem ukrainske sikkerhedsstyrker og prorussiske separatister i det østlige Ukraine, hvor separatisterne har erklæret uafhængighed tidligere på året.

Våbenhvilen er formuleret i en 12-punktsplan og er udarbejdet af repræsentanter fra Ukraine og de prorussiske separatister med deltagelse af repræsentanter fra den europæiske sikkerhedsorganisation OSCE.

En talsmand for organisationen sagde fredag, at aftalen blandt andet omfatter udveksling af fanger, en humanitær hjælpeindsats i de ramte områder og tilbagetrækning af de tungeste våben.

Oprørsledere har tilsluttet sig våbenhvilen, men fastholder fortsat, at de vil løsrives fra Ukraine. Og på gaden er der skepsis om våbenhvileaftalen.

72-årige Viktor Kosobokov, der er bosat i Marjupol, siger til nyhedsbureauet AFP, at han er stærkt imod at samarbejde med styret i Kijev.

- Vi kan ikke tale med denne regering, der har ødelagt halvdelen af Donbass, siger han med henvisning til regionen i Østukraine.

- Vi må fortsætte frem mod Kijev, så de kan få at føle, hvad vi har gået igennem, fortsætter Kosobokov.

I juni nåede parterne ligeledes frem til en aftale om at lægge våbnene. Efter 10 dage brød våbenhvilen dog sammen.

/ritzau/AFP