Premierminister vil ikke trække sig efter korruptionsskandale

Rajoy indrømmede ifølge nyhedsbureauet AFP, at han har begået fejl i sin håndtering af skandalen, men afviste at have modtaget sorte penge.

»Jeg begik den fejl, at jeg havde tillid til en person, som ikke fortjente det,« sagde Rajoy med henvisning til sagens hovedperson, Luis Barcenas, tidligere kasserer i det konservative regeringsparti, Partido Popular.

Luis Barcenas, der har været tilbageholdt af politiet siden 27. juni, har tidligere fortalt, at han i 2010 gav 189.000 kroner til Mariano Rajoy og samme beløb til en anden topfigur i partiet. Pengene stammer angiveligt fra ulovlige donationer til Partido Popular.

Under torsdagens fem timer lange debat i det spanske parlament nægtede premierministeren at have modtaget pengene, og trods adskillige opfordringer fra oppositionen om at træde tilbage, nægtede Rajoy.

»Jeg svarer jer meget klart og direkte: Nej, jeg vil ikke træde tilbage, og jeg vil heller ikke kalde til parlamentsvalg. Jeg vil ikke erklære mig skyldig, for det er jeg ikke,« sagde han ifølge AFP.

Lederen af det socialistiske oppositionsparti PSOE, Alfredo Perez Rubalcaba, beskylder premierministeren for at lyve for nationen og for at ændre sin historie.

»Du skader Spanien. Derfor beder jeg dig om at gå af. Jeg beder dig om at udvise solidaritet med et land, der ikke skal lide under at have en premierminister som dig,« lød det fra oppositionslederen torsdag.

Anklagerne mod premierministeren og en række andre toppolitikere har skabt vrede i Spanien, der oplever en alvorlig økonomisk krise med en arbejdsløshed på hele 27 procent.

Dagens Gossip

Dagens TV