Pres på Ancelotti før FCK-kamp

Real Madrid-træner Carlo Ancelotti kommer ikke til at kigge på stillingen i Superligaen og spare nogle af profilerne fra verdens dyreste fodboldtrup

Det er der simpelthen ikke råd til efter lørdagens 0-1-nederlag på hjemmebane til naborivalerne Atlético de Madrid. Alarmklokkerne bimler og bamler allerede, sådan som det altid sker med de mindste krisetegn hos Real Madrid.

Ancelotti og hans superstjerner er under pres, fordi italienerens 4-4-2 system ikke har fungeret optimalt endnu med Real-holdet, hvor Cristiano Ronaldo i lørdags tydeligvis var træt af at spille i front frem for på kanten.

Nu kræver fans, de kritiske spanske medier og ikke mindst topcheferne internt i klubben, at der kommer en oprejsning og en magtdemonstration onsdag aften mod FC København. Som El Pais-journalist Diego Torres formulerer det:

- København skal splittes ad. Det er den perfekte lejlighed til at få selvtilliden tilbage, som man også gjorde efter 6-1 ude over Galatasaray, siger den respekterede fodboldskribent.

Real Madrids største problem er helt klart defensiven. De er kommet bagud på det første mål i de seneste elleve La Liga-kampe på hjemmebane, og det er den næstdårligste statistik på det punkt i klubbens historie.

Midterforsvaret med Sergio Ramos og Pepe lod sig alt for let tirre af Atléticos spydspids Diego Costa, som også blev matchvinder. De to Real-backs - Alvaro Arbeloa til højre og Fabio Coentrão modsat - var også milevidt fra topniveau.

På den centrale midtbane får tyske Sami Khedira stor kritik for, at han slet ikke er offensiv nok i en 4-4-2-opstilling, hvor det var bedre i sidste sæson med en 4-2-3-1-opstilling.

Den skingre kritik får imidlertid ikke Carlo Ancelotti til at ryste på hånden, selv om Real Madrid har spillet dårligt to kampe i træk mod Elche og så Atlético.

- Jeg er ikke typen, der ryster på hånden og ændrer fra tid til anden. Der er en masse ting at arbejde med for os, men vi holder fast. Vi kommer også til at spille på samme måde mod København, og forhåbentligt bliver det bedre. Det gik fint i den sidste Champions League-kamp mod Galatasaray, forklarer Ancelotti.

Gareth Bale er kommet sig over en mindre skade og blev skiftet ind fra starten af anden halvleg i lørdags. Han lover, at Real Madrid rejser sig onsdag mod FCK.

- Vi kan ikke levere sådan en indsats på vores hjemmebane igen. Vi er nødt til at rejse os, og det skal gå ud over FC København. Vi må vise dem og omverdenen, hvad det her hold er i stand til, siger verdens dyreste.

Dagens Gossip

Dagens TV