Pressede Juventus vil have fan-hjælp mod Real Madrid

Skrevet af admin

04/11/2013

Dagens topnyheder

Juventus har stadig deres første sejr til gode i denne sæsons Champions League. Men når Real Madrid tirsdag gæster Torino, håber Juventus-træner Antonio Conte, at hjemmeholdets supportere kan hjælpe holdet til sejr.

- Jeg håber, at stadion vil være en støjende heksekedel tirsdag. Fansene kan være med til at skubbe os frem mod sejren, siger Antonio Conte ifølge nyhedsbureauet AFP.

Juventus' midtbaneprofil Claudio Marchisio har samme forhåbning.

- I Torino kan vi regne med støtten fra vores fans, som vil skabe en rødglødende atmosfære på stadion, siger Claudio Marchisio.

Juventus står efter de første tre kampe i Champions Leagues gruppe B noteret for to point.

Det er et point mere end FC København, men to færre end Galatasaray, som man formentlig skal kæmpe med om at få lov til at følge med Real Madrid videre til 1/8-finalerne.

I det første opgør mod Real Madrid tabte Juventus med 1-2. Det skete blandt andet efter rødt kort til italienernes forsvarsspiller Giorgio Chiellini.

Alligevel vil Claudio Marchisio følge opskriften fra det opgør.

- Vi forsvarede os godt i Spanien, var gode i boldbesiddelse og gav dem problemer. Vi skal gøre det samme igen tirsdag.

- Chiellinis udvisning ændrede kampen, men selv med 10 mand spillede vi en fremragende kamp ud fra vores præmisser, siger Claudio Marchisio.

Den italienske landsholdspiller ved godt, hvor Real Madrid kan gøre ondt på Juventus, og hvor italienerne kan gøre ondt på Real Madrid.

- Vi skal være særligt opmærksomme på deres kontraangreb med Angel Di Maria, Cristiano Ronaldo og Gareth Bale, der alle er ekstremt hurtige.

- Real Madrid har mange stærke spillere oppe foran, der sommetider hjælper mindre til i det defensive, og det kan sætte deres bagkæde under pres, vurderer Claudio Marchisio.

Siden de to hold mødtes i Madrid har Juventus tanket selvtillid med tre sejre i Serie A og en sammenlagt målscore i de kampe på 7-0.

/ritzau/