Pressesky Riis kommer til Touren

Den danske holdejer ønsker fortsat ikke at lade sig interviewe og har i foråret været stort set usynlig på det danskbaserede cykelhold. Det er umuligt at få et klart svar på, hvorvidt Bjarne Riis vil følge sit cykelhold, som han plejer at gøre under Tour de France.

På spørgsmålet om hvorvidt Bjarne Riis kommer til Tour de France, svarer holdets pressechef, Anders Damgaard:

- Ja, det har jeg en forventning om.

Pressechefen ønsker dog ikke at uddybe i hvilket omfang, Bjarne Riis vil være til stede under dette års Tour de France. Han vil således heller ikke oplyse, om Bjarne Riis vil stille op til pressemøde og holdpræsentation før løbet, som han plejer at gøre, eller om Riis vil være med under hele løbet i Frankrig. Ej heller om Bjarne Riis har i sinde at svare på de presserende dopingspørgsmål.

Stilheden fra Bjarne Riis har stået på siden september sidste år, da Tyler Hamiltons bog med dopingbeskyldninger mod Bjarne Riis udkom.

Siden kom også USADA-rapporten med Lance Armstrong som omdrejningspunkt, men udover mindre pip fra Bjarne Riis, har holdejeren nægtet at svare på pressens spørgsmål.

I foråret har Team Saxo-Tinkoff måttet klare sig uden Bjarne Riis, som har holdt sig i baggrunden. Taktik og løbets gang er i stedet blevet klaret af holdets sportsdirektører, som det var tilfældet ved det netop overståede Giro d’Italia, hvor Bjarne Riis kun var på et kort visit sammen med holdets ene hovedsponsor Oleg Tinkov.

Bjarne Riis’ tillukkede stil har mødt kritik fra flere sider. Blandt andet fra Danmarks Cykle Union (DCU), som har opfordret Riis til at svare på de beskyldninger, der er mod ham. Formanden for DCU, Niels Sørensen, tror ikke, at svarene fra Riis vil falde til sommer.

- Jeg kan godt tvivle på, om Bjarne Riis agter at gøre det under Tour de France i år. Jeg tror egentlig, han vil forsøge at have sit fokus udelukkende på det sportslige, siger Sørensen, som fortsat opfordrer Riis til at stå frem.

- Jeg håber da, at Bjarne Riis åbner munden. Jeg har hele tiden sagt, at når man bliver beskyldt for voldsomme ting som dem, Tyler Hamilton er kommet med, må det være naturligt at kommentere det på et eller andet tidspunkt, siger formanden.

Team Saxo-Tinkoff er Bjarne Riis’ hjerteblod, og han har lige siden holdet trådte ind på den store scene i cykelsporten været helt tæt på maskinrummet. Han har således også fulgt holdet hele vejen rundt i Frankrig.

Kun i 2007 holdt han sig væk fra Tour de France, efter Tour-arrangørerne havde gjort det klart, at de ikke ønskede hans tilstedeværelse oven på hans egen dopingindrømmelse tidligere på året.

Dagens Gossip