Presset A.P. Møller - Mærsk sparer sig til aktiestigning

Skrevet af admin

04/05/2016

Dagens topnyheder

Aktierne i A.P. Møller - Mærsk stiger onsdag formiddag, selv om olie- og rederigigantens regnskab for første kvartal viste styrtdyk i resultatet.

Mærsk B-aktien ligger med en stigning på lige omkring fem procent til 9140 kroner efter halvanden times handel på fondsbørsen i København.

Investorerne belønner, at ledelsen har skåret ned på omkostningerne og dermed er mindre afhængig af udviklingen i olie- og fragtpriser, siger chefaktieanalytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand.

- På trods af lav oliepris og meget lave fragtrater kommer Mærsk lidt bedre ud af kvartalet end ventet. Aktiemarkedet reagerer på forventninger, og derfor stiger aktien, siger Michael Friis Jørgensen.

- Ledelsen har igennem en lang periode været tvunget til at hamre omkostningerne ned, og det lykkes de med i endnu et kvartal. Det, som ikke er styret af verdensmarkedets priser på containerfragt og olie, leverer de på, siger han.

Det er blandt andet udgifter til at lede efter ny olie, der falder, siger chefanalytikeren, ligesom Mærsk samtidig også nyder godt af lavere udgifter til underleverandører i den pressede oliebranche. Det betyder, at der ventes overskud i Maersk Oil, når året er omme.

- I starten af året lød det fra ledelsen, at olieprisen skulle ligge på 45-55 dollar per tønde, hvilket er en forholdsvis høj pris i dagens marked. Men nu siger de, at selv med den nuværende oliepris på 40-45 dollar per tønde kommer vi ikke til at tabe penge, siger Michael Friis Jørgensen.

Samlet får A.P. Møller - Mærsk et resultat efter skat på 211 millioner dollar i første kvartal. Det er et markant fald fra 1,5 milliarder dollar i perioden sidste år, viser regnskabet.

Ifølge A.P. Møller - Mæsk faldt omsætningen 19 procent sammenlignet med første kvartal i 2015. Olie- og rederigiganten omsatte for 8,5 milliarder dollar mod 19,5 milliarder dollar i de første tre måneder af 2015.

Det er især et fald i olieprisen på 37 procent og 26 procent lavere fragtrater, der tækker ned.

/ritzau/