Presset argentinsk præsident opløser sikkerhedstjeneste

Argentinas præsident, Cristina Kirchner, gør klar til at opløse landets efterretningstjeneste.

Det sker, efter at en anklager blev fundet død, kort tid inden han skulle have fremført omfattende anklager imod Kirchner.

Den afdøde anklager Alberto Nisman havde modtaget flere dødstrusler, men myndighederne betegnede det i første omgang som selvmord. Nu efterforskes det dog som et mistænkeligt dødsfald.

Den politiske opposition har kaldt det for "et snigmord".

Præsidentens plan er nu at danne en ny efterretningstjeneste, hvor ledelsen skal udpeges af Kirchner selv. Medlemmerne skal dog godkendes af det argentinske senat.

Så sent som i december fyrede præsidenten ledelsen i den nuværende spiontjeneste.

I et årti havde Alberto Nisman efterforsket landets værste terrorangreb, som Iran mistænkes for at stå bag i 1994, og som den 51-årige anklager beskyldte præsidenten for at dække over mod en lukrativ handel med olie.

Anklagerens lig blev fundet 18. januar.

Cristina Kirchner har antydet, at Nisman blev manipuleret af tidligere efterretningsagenter, der skulle have dræbt anklageren for at sværte præsidentens renommé. Kirchner har ikke konkret sagt, hvem der skulle stå bag det mulige drab.

For to år siden begyndte Alberto Nisman arbejdet på et 300 sider langt anklageskrift, der skulle præsenteres for et parlamentsudvalg 19. januar.

Som del af beviserne findes omfattende aflytninger, der skal opklare mysteriet om, hvem der bombede et jødisk center i 1994.

Et angreb, der kostede 85 mennesker livet, og som ingen nogensinde er blevet dømt for, men som præsidenten altså beskyldes for at dække over.

Alberto Nisman vidste, at afsløringerne ville forårsage et større ramaskrig. Ifølge den præsidentkritiske avis Clarin har anklageren sagt til en af avisens journalister, at "jeg kan ende med at dø, inden dette er ovre".

/ritzau/AFP

Dagens Gossip