Presset DF afviser at have fejlet i sag om boligydelse

Skrevet af admin

11/12/2015

Dagens topnyheder

Nye beregninger fra Finansministeriet viser, at den del af finanslovsaftalen, som beskærer boligydelsen, vil ramme de pensionister med de laveste indkomster.

Sagen presser især Dansk Folkeparti, som har bedre vilkår for landets ældre som et af partiets absolutte mærkesager.

DF's finansordfører, René Christensen, erkender, at blå bloks største parti ikke kan stemme for finansloven i sin nuværende form. Enten skal den del af aftalen om boligydelsen ændres eller helt fjernes, mener han.

Samtidig afviser René Christensen, at DF har fejlet i sagen, som har gjort, at partiet har fået Ældre Sagen, politiske modstandere og en del af landets pensionister på nakken.

- Vi har overhovedet ikke fejlet. Vi har fået nogle bilag fra Finansministeriet, som ned til den sidste decimal var udpenslet. 93.000 husstande ville opleve et løft mellem 0 og 1200 kroner indfaset i 2020.

- Ingen, som havde en indkomst under 153.000 kroner om året, ville opleve at blive skåret i boligydelse. Vi har ikke sovet i timen, men der er nogen, som har regnet forkert. Det skal vi have rettet op på, siger René Christensen til Ritzau.

Flere tusinde pensionister med en årlig husstandsindkomst under 150.000 kroner står til at miste boligydelse med aftalen om næste års finanslov, skriver Jyllands-Posten fredag.

I 2020 bliver i alt 22.500 husstande ramt og mister op til 6000 kroner om året i boligydelse, viser regeringens egne beregninger.

René Christensen er fortrøstningsfuld i forhold til at få rettet "fejlen".

- Enten skal dette forslag pilles ud af finanslovsaftalen, eller også skal vi have ændret det. Vi stemmer ikke for, at de laveste husstandsindkomster kommer til at miste penge.

- Det er ikke en del af aftalen. Så må det pilles ud af aftalen, og så vi kan finde ud det på et senere tidspunkt. Det kan også være, at vi får rettet op på det her i løbet af weekenden eller i næste uge, og så stemmer vi for aftalen, der er lavet.

- Men det skal være den aftale, vi har lavet. Det skal ikke være en anden aftale. Vi har ikke lavet en aftale, der skal ramme de svageste, siger René Christensen.

Finansloven for 2016 skal efter planen tredjebehandles og vedtages 21. december.

/ritzau/