Presset Formel 1-boss træder midlertidigt tilbage

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Bernie Ecclestone har valgt midlertidigt at træde ud af Formel 1-seriens bestyrelse i kølvandet på den bestikkelsessag, der for tiden kører mod ham.

Det skriver britiske Sky Sports torsdag.

83-årige Bernie Ecclestone, der er direktør og præsident for Formel 1-serien, risikerer at skulle i fængsel, hvis han kendes skyldig i retssagen, der begynder i slutningen af april.

Anklagen tager udgangspunkt i de 66 millioner dollar, som Ecclestone i 2006 indkasserede i provision i forbindelse med et salg af Bayerische Landesbanks Formel 1-rettigheder.

Ecclestone overførte senere 44 millioner dollar tilbage til bankens bestyrelsesformand, Gerhard Gribkowsky.

Den overførsel, mener anklageren, er returkommission som tak for, at banken solgte rettighederne til den investor, som Ecclestone foretrak.

Briten selv hævder, at Gribkowsky afpressede ham, men den tror de tyske myndigheder ikke rigtigt på.

Gribkowsky blev sidste år idømt otte et halvt års fængsel i München for at have modtaget pengene.

Ecclestone vil holde sig fra bestyrelsesarbejdet, indtil sagen har fået en konklusion.

Ud over Formel 1 er Bernie Ecclestone også dybt involveret i den engelske Championship-klub i fodbold Queens Park Rangers.

/ritzau/