Presset islamistisk gruppe i Nigeria skifter leder

Skrevet af admin

03/08/2016

Mest læste i dag

Den militante gruppe Islamisk Stat (IS) meddelte onsdag, at Boko Haram i Nigeria, som har svoret troskab over for IS, har fået ny leder.

Abu Musab al-Barnawi, som tidligere var talsmand for den yderliggående bevægelse, er nu øverste leder, oplyser den seneste udgave af Islamisk Stats magasin. Der bliver ikke oplyst noget om den hidtidige leder, Abubakar Shekau.

Han blev senest hørt i en lydmeddelelse i august sidste år. I en video i april gentog IS, at han fortsat var gruppens leder.

Boko Haram, som har mistet det meste af det territorium, som gruppen kontrollerede for 18 måneder siden, kæmper for at vælte Nigerias regering.

Gruppens oprør har kostet mindst 20.000 mennesker livet i navnligt de nordøstlige områder af landet.

Bevægelsen blev stiftet af Muhammad Yusuf, som døde i politiets varetægt i juli 2009.

Under hans ledelse blev gruppen mere radikal, udførte flere drab og svor troskab over for IS i marts 2015.

Lederne af Boko Haram har i videoer vist, hvordan gruppen har fejret sine voldelige handlinger - blandt andet bortførelsen af flere hundrede skolepiger.

De blev bortført fra deres skole i april 2014. Siden offentliggjorde Boko Haram billeder af de tilfangetagne piger og truede med at sælge dem på slavemarkeder.

I alt var det 276 piger, der blev bortført fra skolen i Chibok i 2014, men det lykkedes en del af pigerne at flygte.

Gruppens mål er et islamistisk kalifat i det nordøstlige hjørne af Nigeria, der med over 182 millioner indbyggere er Afrikas mest befolkningsrige land.

/ritzau/Reuters