Presset Newcastle-manager: Det er ude af mine hænder

Newcastle United havde stor tiltro til Alan Pardew, da man i september 2012 indgik en otteårig aftale med manageren.

Men efter et forfærdeligt 2014, hvor klubben først tabte 15 af sine 21 sidste kampe i den forgangne sæson og siden blot har hentet tre point i denne sæsons seks kampe, er troen ved at smuldre.

Klubbens fans har forlængst vendt sig mod Pardew, og i forbindelse med mandagens 0-1-nederlag til Stoke blev utilfredsheden fra tilskuerpladserne endnu mere tydelig.

Derfor er spørgsmålet, hvor længe Alan Pardew får lov at have det sportslige ansvar i den nordengelske klub.

Selv er han klar over, at hans afsked måske er kommet tættere på med nederlaget til Stoke.

- Jeg står i spidsen for holdet, indtil jeg får en anden besked. Der ligger en masse pres på mig, og det kan også anes i spillertruppen, men jeg er nødt til at være stærk og modstandsdygtig, siger Pardew til BBC.

- Det er ude af mine hænder. Jeg er professionel manager med en kontrakt, og jeg vil fortsætte med at lede holdet så godt, som jeg kan. Jeg skal nok snakke med klubejer Mike Ashley tirsdag eller dagen efter, fordi dette hold er nødt til at vinde kampe, fortsætter han.

Newcastle ligger nummer 19 og næstsidst i Premier League med samme pointtal som agterlanternen og oprykkerklubben Burnley.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV