Presset overrasker Brøndby-svensker

Skrevet af admin

11/01/2014

Dagens topnyheder

I sommerpausen hentede superligaklubben Brøndby den svenske forsvarsspiller Michael Almebäck i den belgiske storklub Club Brugge på en tre år lang kontrakt.

Selv om svenskeren vidste, at han skiftede til en klub, der er stor opmærksomhed omkring, er det udefrakommende forventningspres alligevel kommet bag på ham.

- Der er lidt mere tryk og pres på udefra, end jeg havde forventet. Jeg vidste det var en stor klub, men der er ikke mange dage, der ikke står noget om Brøndby i aviserne.

- Man ved, at når man ikke præsterer, så får man lov til at høre det. Jeg ved jo godt selv, hvornår jeg har været dårlig, og det kan jeg da også godt selv sige efter kampen, men det kommer også direkte fra omgivelserne, siger Michael Almebäck.

Efter Brøndbys nederlag til FC København i starten af december var Michael Almebäck selv umiddelbart efter slutfløjtet ude at kalde sin indsats for katastrofal.

Svenskeren var egentlig tiltænkt en plads i centerforsvaret, da Brøndby købte ham, men undervejs har han leveret de bedste præstationer, når han har spillet højreback.

Almebäck er da også blevet glad for hans nye position på banen.

- Jeg kan se mig selv spille på begge positioner, men jeg trives godt på højreback lige nu. Jeg synes, det går godt, og det er sjovt at spille der. Hvis Thomas Frank vil have, jeg spiller højreback, så spiller jeg højreback, siger Brøndby-spilleren.

Han peger dog på områder, hvor han skal forbedre sig i sin nye rolle.

- Jeg fokuserer meget på konditionen. Jeg skal løbe meget frem og tilbage som back, og det adskiller sig i forhold til at være central forsvarsspiller.

- Jeg skal også blive bedre til at læse spillet for at finde ud af, om jeg skal gå med frem, eller jeg skal blive tilbage, siger Almebäck.

Selv om præstationerne har været blandede, har Brøndby-træner Thomas Frank været tilfreds med det, han har set fra den 25-årige svensker i efteråret.

- Jeg er ok tilfreds, vil jeg sige. Vi kunne godt have fået større præstationer, men vi skal også huske, at da han kommer, har han ikke spillet i en lang periode. Han arbejder sig fornuftigt ind på holdet og bliver bedre og bedre.

- Han rykker så ud på højreback, hvor han har nogle rigtig fine præstationer, men han afslutter med en skidt kamp mod FCK, hvor han bliver udstillet.

- Det vigtigste for os er dog, at vi ikke kun husker øjebliksbilledet, siger Thomas Frank.

Michael Almebäck har spillet 13 superligakampe for Brøndby i efteråret.

/ritzau/