Presset postvæsen tager frokostpausen fra ansatte

Skrevet af admin

10/02/2016

Mest læste i dag

Markant færre breve i danske postkasser tvinger Post Danmark til at forringe vilkår for de ansatte, der fra 1. april selv må betale deres daglige spisepause.

Post Danmark, som også kaldes PostNord Danmark, har forhandlet sig frem til besparelser for omkring 157 millioner kroner om året med danske ansattes fagforeninger, oplyser det svenske moderselskab PostNord i sit regnskab for 2015.

- De kraftigt faldende brevindtægter i Danmark påvirker resultatet negativt, hvorfor vi gennemfører et omfattende handlingsprogram i den danske del af virksomheden, lyder det:

- Vi har blandt andet indgået aftale med de danske fagforeninger om tilpasning af ansættelsesvilkår for at øge konkurrenceevnen, hvilket forventes at medføre årlige omkostningsreduktioner på cirka 200 millioner svenske kroner fra og med 2016.

Som plaster på såret for spisepausen får HK-medlemmer i Post Danmark 10 ekstra fridage i 2016, lyder det fra HK Post & Kommunikation.

Ifølge HK-klubformand Eigil Johannesen havde fagforeningerne intet andet valg end at gå med på forringelserne for at sikre flest mulige job fremover.

- Mange af medarbejderne undrer sig over, hvordan den betalte spisepause kan forsvinde fra den ene dag til den anden, siger han til Ritzau.

- Men når jeg forklarer vores medlemmer, hvorfor vi har lavet den aftale, så ændres vrede og vantro til forståelse og accept for langt de flestes vedkommende. Det er jo ingen hemmelighed, at virksomheden er i en trængt økonomisk situation, siger han.

For de ældre medarbejdere i Post Danmark får aftalen yderligere ret konkrete konsekvenser, når de allerede fra i år mister en del af deres ekstra fridage - de såkaldte fastholdelses fridage.

For de 60-61-årige betyder det eksempelvis, at de går fra 20 ekstra fridage om året til 10 dage.

Forringede vilkår gælder også medlemmer fra 3F i Post Danmark. Aftalen faldt på plads i slutningen af 2015 og indebærer blandt andet også, at de ansattes særlige feriegodtgørelse sættes ned fra 1,5 procent til en procent af lønnen.

Post Danmark fik et driftsunderskud i 2015 på 291 millioner kroner. Det er tredje år i træk med røde tal på bundlinjen.

/ritzau/