Presset Tottenham-manager: Jeg skal ikke bevise noget

Skrevet af admin

15/12/2013

Mest læste i dag

Tottenham-manager André Villas-Boas mener ikke, at han har noget at bevise over for sin arbejdsgiver efter 0-5-nederlaget hjemme til Liverpool i Premier League.

Det var Tottenhams største hjemmebanenederlag i 16 år, og rygterne om, at portugiseren er tæt på en fyring, tager til.

Til Sky Sports siger han:

- Jeg tager det fulde ansvar. Men vi må komme tilbage på sporet igen ligesom efter nederlaget til Manchester City (0-6, red.). I Premier League går det ikke som forventet, så det er normalt med frustrationer hos alle.

- Angående min position, så er det ikke op til mig at sige noget om den. Jeg kan kun arbejde på at gøre tingene bedre.

- Jeg behøver ikke at overbevise nogen om min kunnen. I andre turneringer leverer vi varen, bare ikke i Premier League.

Tottenham er i Premier League blot på syvendepladsen - otte point efter Arsenals førerhold.

I Liga Cuppen er klubben klar til kvartfinalen, og i Europa League er Tottenham kommet frem til 1/16-finalerne med lutter sejre.

- Vores form i Premier League er ikke god lige nu, men vores ambition om at vinde trofæer er stadig den samme, og vores ambition om at kvalificere os til Champions League er stadig den samme, siger Villas-Boas.

Tottenham har fem point op til en Champions League-plads.

/ritzau/