Presset Troels Bech: Vi har brug for humør-doping

OB og træner Troels Bech er under pres inden mandagens superligakamp ude mod FC Nordsjælland.

Fynboerne ligger under nedrykningsstregen, og i sidste uge blev OB på pinlig vis sendt ud af pokalturneringen af Brønshøj fra den næstbedste række.

Alligevel tror Troels Bech på overraskelsen i Farum.

- Vi har en trup, der kan byde FC Nordsjælland trods, og som kan spille lige op med dem. Vi skal være klar til at håndtere deres dygtige kanter, og vi skal være stærke i en-mod-en-situationerne og give hinanden god opbakning.

- Det kan samtidig give os gode muligheder for kontrachancer, siger Troels Bech til OB's hjemmeside.

Han håber på støtte fra de fynske fans, som møder op i Farum.

- Vi har brug for vitaminindsprøjtninger fra tribunen, så uanset hvor mange der kommer til Farum, så skal vores fans vide, at vi gerne tager imod al den humør-doping, vi overhovedet kan få, siger Troels Bech.

OB må til kampen klare sig uden Ari Skulason, der er i karantæne. Desuden er Rasmus Falk, Daniel Høegh og Jacob Schoop alle ude med skader, mens der er tvivl om en sygdomsramt Kasper Larsen og skadede Lasse Nielsen og Mikkel Desler.

Til gengæld er målmand Mads Toppel igen klar efter en skadespause, og enten han eller Emil Ousager vogter OB's mål mod FCN.

OB har brug for en sejr, hvis fynboerne vil over nedrykningsstregen. FCN kan med en sejr hoppe op på andenpladsen.

Kampstart er mandag klokken 19.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV