Presset United-træner: Dommeren var elendig

Skrevet af admin

08/01/2014

Dagens topnyheder

Manchester Uniteds cheftræner, David Moyes, er utilfreds med den dommer, som dømte tirsdagens første semifinaleopgør mod Sunderland i Liga Cuppen.

Det engelske mesterhold tabte 1-2, og Moyes retter især sin kritik mod det frispark, som førte til Sunderlands første mål.

- Vi gjorde ikke meget forkert. Jeg troede, at dommeren ville dømme til fordel for os ved det første mål. Jeg kunne ikke forstå, at han gav Sunderland et frispark. Det var en elendig beslutning, siger David Moyes til Sky Sports.

United fik udlignet i anden halvleg, men kort tid efter blev Sunderland tildelt et straffespark, som afgjorde kampen. Moyes er heller ikke enig i, at der skulle skydes fra 11-meter-pletten.

- Vi griner alle sammen af dommerne. Det lader til, at vi er nødt til at spille ligeså meget mod dem som mod vores modstandere for tiden, lyder det fra David Moyes.

Manchester Uniteds manager er efterhånden en presset mand. Tirsdagens nederlag var det tredje i træk til United - søndag blev holdet slået ud af FA Cuppen af Swansea, og 1. januar tabte United til Tottenham i Premier League.

United ligger på en noget uvant plads som nummer syv i tabellen med 11 point op til førerholdet Arsenal.

Selvom United tabte tirsdagens semifinaleopgør mod Sunderland, kan klubben dog fortsat sikre sig en plads i finalen, når der er returopgør på Old Trafford om to uger.

/ritzau/Reuters