Presset West Ham-boss: Det kan ikke fortsætte

Sam Allardyce har haft sjovere dage som manager for Premier League-klubben West Ham, end tilfældet er i øjeblikket.

Den traditionsrige London-klub er nummer næstsidst i ligaen, og det har ikke hjulpet på humøret, at holdet i løbet af tre dage har lagt ryg til to kæmpenederlag i pokalturneringerne.

Først blev det 0-5 i FA Cuppen mod Nottingham Forest fra den næstbedste række, og onsdag aften gik det så endnu værre, da Manchester City vandt den første Liga Cup-semifinale med hele 6-0.

Allardyce erkender nu, at hans job er i fare.

- Man kan ikke blive ved med at tabe fodboldkampe. Det kan ikke fortsætte. Vi kender årsagerne, men de kan ikke redde dig i den sidste ende, siger Sam Allardyce ifølge ESPN.

Han har på det seneste måttet fylde sit hold op med en række unge og uprøvede spillere, fordi skader har sat flere af de bærende kræfter ud af spillet.

Derfor måtte det gå, som det gik mod Manchester City, mener manageren.

- Man kommer ikke udenom, at City har en langt bedre trup og betaler langt større penge. For os handler det nu om, at spillerne ikke falder sammen.

- Der er tidspunkter, hvor det går godt og tidspunkter, hvor det går knapt så godt. Man må acceptere, når det ikke går godt og forsøge at trække på sin erfaring, siger Sam Allardyce.

Holdet skal lørdag på besøg i Cardiff til et klassisk bundbrag i Premier League. Det walisiske hold ligger i øjeblikket fjerdesidst i rækken.

/ritzau/

Dagens Gossip