Pretoria: Nu er retssagen mod Pistorius i gang

Skrevet af admin

03/03/2014

Dagens topnyheder

Den benamputerede sydafrikanske atletikstjerne Oscar Pistorius har mandag morgen ved retten i Pretoria erklæret sig ikke-skyldig i drabet på sin kæreste Reeva Steenkamp.

Efter at anklageren havde læst anklageskriftets punkter højt, der lød, at Pistorius "ulovligt og forsætligt dræbte Reeva Steenkamp", svarede sprinteren:

- Ikke skyldig, frue.

Hele verden kan følge med i retssagen, idet retten i Pretoria har indvilget i, at store dele af retsmøderne bliver fulgt af tre stationære kameraer, så det sydafrikanske folk kan få direkte indblik i sagen.

Ifølge AFP så den højt profilerede atletikudøver nervøs ud, da han trådte ind i North Gauteng High Court i den sydafrikanske hovedstad mandag morgen iklædt sort jakkesæt og slips vel vidende, at han risikerer fængsel på livstid, hvis han findes skyldig.

Pistorius har tidligere erkendt, at det var ham, der skød og dræbte sin modelkæreste, da hun gemte sig på toilettet i hans hjem natten til 14. februar sidste år.

Han hævder dog, at han troede, at det var en indbrudstyv, mens anklageren vil forsøge at bevise, at Pistorius skød Steenkamp med fuldt overlæg.

Flere hundrede journalister dækker sagen, og der bliver løbende opdateret fra retssalen på diverse medier og sociale profiler som eksempelvis Twitter.

Som understregning af, hvor stor sagen er, så er der lanceret en 24-timers tv-kanal i Sydafrika, der ikke handler om andet end retssagen.

Tv-seerne vil således kunne følge med i, hvordan anklagerne vil forsøge at få svar på nogle af de mange spørgsmål, der fortsat er ubesvarede.

Blandt andet har det indtil videre ikke kunnet afgøres, hvad Oscar Pistorius præcis foretog sig, da han havde affyret de fire skud, der dræbte kæresten.

Hans iPhone ville kunne give en del af svaret, men det har indtil videre været umuligt at få adgang til telefonen, fordi den anklagede hævder at have glemt pinkoden, der kan låse den op.

Derfor har anklagemyndigheden bedt om hjælp fra Apple for at få adgang til de relevante opkaldsdata.

Samtidig vil anklagerne formentlig prøve at tegne et billede af Pistorius som en impulsiv og til tider opfarende person, der har haft en lemfældig omgang med skydevåben.

Modtrækket fra den anklagede vil sandsynligvis være ved hjælp af tekniske eksperter at skabe tvivl om politiets beviser og efterforskning.

Det forventes, at retsmøderne vil strække sig over mindst tre uger, og at flere end 100 vidner vil blive afhørt.

/ritzau/AFP