Prince holder pyjamasparty for pøbelen

Hvis du altid har drømt om at iklæde dig din bedste, mest behagelige pyjamas og lytte til popfænomenet Prince, så er der som sådan intet, der forhindrer dig i at gøre det.

Men for den fuldendte totaloplevelse kan du overveje at tage turen til Minneapolis i staten Minnesota, USA. Fredag er alle nemlig inviterede til en særlig koncert i stjernens hus, Paisley Park. Og gæsterne skal nok ikke forvente at se de vilde rober - folk forventes nemlig at møde op i pyjamas, da dørene først åbner klokken 02. Det skriver Consequence of Sound.

"The Breakfast Experience Pajama Dance Party" er navnet på koncerten, hvor gæsterne er lovet festivitas til solen står op. Det eneste krav er blot en donation på 50 dollar eller 275 danske kroner. Til gengæld får man altså både en koncert med Prince i selskab med hans nuværende band, pigegruppen 3rdEyeGirl, og mulighed for at nyde morgenstemningen iført nystrøget pyjamas i stjernens eget hus.

Festen er den anden, som stjernen har afholdt i sit eget hjem på blot en måned. Sidst var der dog tale om en intim aftenkoncert.

Newspaq

Dagens Gossip