Prins Harry afslører: Jeg er vildt nervøs foran publikum

Skrevet af admin

01/12/2014

Mest læste i dag

Den britiske prins Harry lider af "ufattelig nervøsitet", når han skal tale i en større forsamling, og når han træder ind i rum med mange mennesker.

Den meget private indrømmelse fra den 30-årige prins er kommet frem i forbindelse med en kampagne fra velgørenhedsorganisationen Sentebale om at bekæmpe den stigmatisering, der fortsat er forbundet med sygdommen HIV.

- Min hemmelighed er, tro det eller ej, at jeg bliver ufattelig nervøs, før jeg skal tale i offentligheden, uanset hvor stort et publikum, jeg står over for.

- Og trods det faktum, at jeg hele tiden griner og laver sjov, så er jeg ufattelig nervøs, hvis ikke ligefrem bange, når jeg iført jakkesæt går ind i et rum fyldt af mennesker, siger prins Harry.

- Nu hvor jeg har indrømmet det, så vil jeg sikkert være endnu mere bekymret over, at folk ser på mig.

Videoklippet med prins Harry i kampagnen, der sætter fokus på, at man ikke skal føle skam, blev offentliggjort på verdens Aids-dag sammen med andre kendtes indrømmelser.

Også de to sangere Nicole Scherzinger og Paloma Faith kommer med private indrømmelser.

Prins Harry har været med til at grundlægge Sentebale for otte år siden efter en rejse til Lesotho, som har den tredjehøjeste andel per indbygger af verdens HIV- og Aidssyge.

/ritzau/dpa