Prins Harry drak sejrsskål af benprotese

Nød lærer nøgen kvinde at spinde.

Og tilsyneladende lærer manglen på anstændige champagneglas selv blåblodede polensfarere at bælle glædens bobler af et par kunstige ben.

Det var i hvert fald tilfældet for den britiske prins Harry af Wales, efter han i midten af december 2013 kunne plante flaget dybt i Sydpolens islag. Turen var nemlig et velgørenhedsstunt til fordel for organisationen "Walking With the Wounded", og derfor var størstedelen af de iskolde vovehalse amputerede krigsveteraner.

- De fleste af os, inklusiv Harry, gik direkte på en todages druktur med de islandske lastvognschauffører, som havde taget noget livsfarlig hjemmebryg med. Der blev drukket store mængder sprut. Vi drak alle sammen champagne af Duncans (dobbeltamputeret krigsveteran, red.) bedste benproteser, fortæller skuespilleren Dominic West til Female First.

West deltog selv i turen sammen med resten af det ellers primært canadisk-australske hold.

Undervejs bed skuespilleren særligt mærke i prins Harrys utroligt ubehøvlede vittigheder - og hans evner ud i latrinbygningens kunst.

- Han byggede de her utroligt veludførte latriner. Han lavede et med krenelerede sider og en flagstang, en toiletrulleholder, de var fabelagtige. Jeg plejede at sætte mig på dasset og kigge på den smukke udsigt, mens jeg tænkte: "Det her er en "royal flush" på alle måder", siger West.

29-årige prins Harry er den fjerde mulige tronarving. Foran ham kommer faren, kronprins Charles, storebror prins William og hans søn prins George af Cambridge.

Newspaq

Dagens Gossip